Forelæsning om etik: Difference between revisions

Jeg vil nu gerne få jer til at forstå, at et bestemt karakteristisk misbrug af vores sprog  løber igennem ''alle'' etiske og religiøse udtryk. Alle disse udtryk synes, ''prima facie'', at bare være lignelser. Således virker det, når vi bruger ordet ’rette’ i en etisk betydning, selvom, hvad vi mener ikke er rette i sin trivielle betydning er det noget lignende og når vi siger “Dette er god fyr,” selvom god her ikke betyder, hvad det menes med sætningen ”Det er en god fodboldspiller” synes der er at være nogen ligheder. Og når vi siger ”Denne mands liv var værdifuldt” mener vi ikke i den samme betydning, hvor vi skulle tale om et stykke værdifuldt smykke, men der synes at være en slags sammenlignelighed. Nu forekommer alle religiøse termer i denne betydning at være brugt som lignelser eller på en allegorisk måde. For når vi taler om Gud og at han ser alting og at vi knæler og beder til ham, så synes alle vores termer og handlinger at være dele af en stor og udførlig allegori, som repræsenterer ham som et menneske af stor magt, hvis nåde vi prøver at vinde osv., osv. Men denne allegori beskriver også oplevelsen, som jeg lige har henvist til. For den første af dem er, vil jeg tro, præcist hvad folk henviste til, når de sagde at Gud havde skabt verdenen; og oplevelsen af absolut tryghed har været beskrevet ved at sige, at vi føler os trygge i Guds hænder. En tredje oplevelse af den samme slags er den at føle sig skyldig og igen dette var beskrevet med sætningen, at Gud foragter vores opførsel. Således i etisk og religiøst sprog synes vi at være konstant i brug af lignelser. Men en lignelse er nødt til at være en lignelse for noget. Og hvis jeg kan beskrive kendsgerningen ved hjælp af en lignelse, må jeg også være i stand til at droppe lignelsen og beskrive kendsgerningen uden den. Nu i vores tilfælde så snart vi prøver at droppe lignelsen og simpelthen konstatere kendsgerningerne, der står bag dem, finder vi ud af, at der er ingen sådanne kendsgerninger. Og således, hvad der først syntes at være en lignelse synes nu mere at være vrøvl. De tre oplevelser, som jeg har beskrevet til jer (og jeg kunne tilføje andre) forekommer at have en slags indre absolut værdi for dem, der har oplevet dem, herunder mig selv. Men når jeg siger de er oplevelser, så er de underforstået kendsgerninger; de har taget en plads i rummet og dér forblevet i et bestemt definitivt tidsrum og, som følge deraf, er beskrivelige. Og således ud fra hvad jeg har sagt for nogle minutter siden må jeg indrømme, at det er vrøvl at sige, at de har absolut værdi. Og jeg vil gøre min pointe skarpere ved at sige ”Det er et paradoks at en oplevelse, en kendsgerning, skulle forekomme at have overnaturlig værdi.” Nu er der en måde, hvorpå jeg ville være fristet at imødekomme dette paradoks. Lad mig først overveje, igen, vores første oplevelse af at undre sig over verdens tilstedeværelse og lad mig beskrive det på en anelse anerledes måde; vi ved alle, hvad i det almene liv ville blive kaldt et mirakel. Det er naturligvis simpelthen en begivenhed, som vi endnu ikke har set. Antag nu at sådan en begivenhed fandt sted. Tag tilfældet, at der voksede et løvehoved frem på én af jer og begyndte at brøle. Ganske vist ville dette være en så usædvanlig begivenhed, som jeg nogensinde kunne forestille mig. Hvornår vi end ville have kommet os over vores overraskelse ville jeg foreslå at hente en doktor og få denne sag videnskabeligt undersøgt, og hvis det ikke ville være for smertefuldt for ham, ville jeg have ham undersøgt levende. Og hvor ville miraklet gå hen? For det er klart, at når vi kigger på det på denne måde, er alt det mirakuløse forsvundet; med mindre meningen med dette begreb blot er, at en kendsgerning ikke allerede er blevet forklaret af videnskaben, som igen mener, at vi har hidtil fejlet at sammenstille denne kendsgerninger med andre i et videnskabeligt system. Dette viser, at det er absurd at sige ”Videnskaben har bevist, at der ikke er nogen mirakler.” Sandheden er, at den videnskabelige måde at kigge på en kendsgerning er ikke måden at kigge på det som et mirakel. For forestil dig hvilken som helst kendsgerning du vil: Det er ikke i sig selv mirakuløst i den absolutte betydning af dette begreb. For vi ser nu, at vi har brugt ordet ”mirakel” i en relativ og i en absolut betydning. Og jeg vil nu beskrive en oplevelse af at undre over verdenens tilstedeværelse ved at sige: Det er oplevelsen af at se verdenen som et mirakel. Nu er jeg fristet til at sige, at det rette udtryk i sproget for miraklet af verdenens tilstedeværelse, dog er det ikke nogen proposition ''i'' sproget, er tilstedeværelsen af sproget selv. Men hvad betyder det så at være opmærksom på dette mirakel på nogle tidspunkter og ikke på andre tidspunkter? For alt, hvad jeg har sagt ved at skifte udtrykket af det mirakuløse fra et udtryk ''ved hjælp af'' sproget til et udtryk ''ved tilstedeværelsen af'' sproget, alt hvad jeg har sagt er igen, at vi kan ikke udtrykke, hvad vi vil udtrykke og at alt, hvad vi siger omkring det absolutte mirakuløse forbliver vrøvl. Nu vil svaret til alt dette forekommer jer fuldkomment klart. I vil sige: Nå, hvis bestemte erfaringer konstant frister os at tilskrive en egenskab til dem, som vi kalder absolut eller etisk værdi og væsentlighed viser dette simpelthen, at ved brug af disse ord mener vi ''ikke'' noget vrøvl, det trods alt hvad vi mener med at sige, at en erfaring har en absolut værdi ''er bare en kendsgerning som andre kendsgerninger'', og at alt, hvad det kommer til, er, at det endnu ikke er lykkedes os at finde den korrekte logiske analyse af, hvad vi mener med vores etiske og religiøse udtryk. Når dette er svaret imod mig ser jeg straks klart, som var det et lysglimt, ikke kun at ingen beskrivelse, som jeg kan komme i tanke om, kunne beskrive, hvad jeg mener med absolut værdi, men også at jeg ville afvise enhver betydningsfuld beskrivelse, som hvem som helst kunne muligt foreslå, ''ab initio'', på grund af dets betydning. Det vil sige: Jeg ser nu, at disse meningsløse udtryk var ikke meningsløse fordi jeg ikke allerede havde fundet de korrekte udtryk, men at deres meningsløshed var deres sande essens. For alt, hvad jeg ville gøre med dem var bare at gå ''hinsides'' verdenen og dette vil sige på den anden side af det betydningsfulde sprog. Alle der har prøvet at skrive eller at tale etik eller religion har som jeg en tilbøjelighed at stormløbe mod sprogets grænser. Denne løben imod vores burs tremmer er fuldstændigt, absolut håbløst. Etik, for så vidt det springer fra begæret om at sige noget omkring den ultimative mening om livet, det absolutte gode, det absolutte værdifulde, kan ikke være nogen videnskab. Hvad det siger tilføjer ikke noget til vores viden i nogen betydning. Men det dokumenterer en en tilbøjelighed i det menneskelige sind, som jeg personligt ikke kan andet end at respektere dybt og jeg, ikke for mit liv, vil latterliggøre.